Møde med en antropolog

Det er vinter på Charlottenlund Slot. Et tyndt snelag dækker haven og træerne omkring slottet og det er koldt derude. Vi har gjort et hyggeligt gemak på 1. sal klar med kaffe, croissant og stearinlys. En god ven af The Tribe, antropolog Mads Borking, er på vej med toget fra Nørreport. Vi har overtalt ham til at komme og give et interview.

De sidste godt og vel 5 år har Mads observeret og guidet teams, der bliver udsat for komplicerede samarbejdsøvelser. Og han har været primus motor i at udvikle en model for effektivt samarbejde på baggrund af det arbejde.

Toget er selvfølgelig forsinket på grund af snefaldet i nat. Det er ellers ikke meget der ligger, men sådan er det vist bare. Vi, The Tribes stifter og vores kommunikationschef, tager varmt imod Mads, da han ankommer lidt kold og forsinket. Vi skynder os at vise ham ovenpå i varmen. Croissanten knaser og kaffen damper, og da de indledende høflighedsfraser er ryddet af vejen, kaster vi os ud i det.

Mads fortæller som det allerførste om sin kæphest inden for teamudvikling og godt teamsamarbejde – Anerkendelse. Anerkendelse er en meget stærk faktor i effektivt samarbejde. Samtidig er anerkendelse tit undervurderet eller helt glemt i arbejdsfællesskaber, der fokuserer meget på mål. Andre faktorer er også betydningsfulde; præcis kommunikation (videndeling), solid opgaveforståelse og klar strategi, men anerkendelse kan noget helt særligt. Anerkendelse kan helt uanstrengt styrke alt det andet. Anerkendelse kan løfte et team fra dygtigt og effektivt til noget, der mest af alt minder om en symfoni af samarbejde. ”Jeg har set det ske – præcis sådan – lige for øjnene af mig”, fortæller Mads, ”det er et smukt syn”.

High Performance Teams

Hvad er det, der sker i et team, når momentet af high performance indtræder? ”Meget går op i en højere enhed, det kan nok ikke overraske…” Men man kan godt være ret konkret om både forudsætninger og selve symfonien, mener han. Jeg nikker forhåbningsfuldt og spørger til forudsætningerne?

Det er helt grundlæggende, at alle i teamet har forstået – og er enige om – hvad målet er. Det betyder på én og samme tid, at det er en fælles beslutning at ville nå derhen. Alle har samtidig en god forståelse af, hvad udfordringerne er og hvilke muligheder, man har til rådighed. Det han taler om, kunne vi kalde solid opgaveforståelse, kombineret med fælles fodslag.

I parentes, bemærker Mads, er det samtidig ekstremt vigtigt, at uovensstemmelser løses. Uenigheder vil opstå i et team, det kan ikke undgås. Det vigtige er, at de ikke forbliver uløste. Varig uenighed er i sig selv et problem, i forhold til at nå et mål, og det fører desuden let til mistillid, som trækker i den helt modsatte retning af anerkendelse. Man må og skal finde et fælles udgangspunkt, hvis man vil performe effektivt.

Det er en forbløffende lang snak, vi har, om bare dette indledende emne. Vi når flere kopper kaffe, før vi føler os klar til at gå videre. Her er lige en opsummering af Mads’ pointer. Det er altså helt centralt for at sætte et fælles mål, at man løser uenigheder – ved f.eks. at diskutere strategi, metode eller udfordringer – og når til enighed i teamet. Det kan lyde svært, men mange mennesker vil være villige til at give sig, at bøje lidt af, hvis de kan se at klart formål med det. Som f.eks. et fælles mål, der giver mening for dem.

Vil man anskueliggøre et fælles mål, også for at styrke teamets chancer for at ’gå i takt’, er detaljeret kendskab til opgavens art og udfordringer en klar fordel. Og vil være med til at sikre imod fremtidige uenigheder, fordi målet fra start har været velkendt, velbeskrevet og accepteret af hele teamet.

Videndeling og tillid

Vi bliver enige om at tage en kort pause og sætte mere kaffe over – en nem og hurtig fælles beslutning. Tilbage i det lune gemak fortsætter snakken, og det er som om konklusionen på første spørgerunde naturligt fører Mads frem til hans næste nedslagspunkt.

Afgørende, for at opnå det fælles fodslag, er dermed også præcis og åben kommunikation. Videndeling. ”At alle formår eller anspores til at tænke højt,” som Mads udtrykker det. Og afgørende for præcis kommunikation er det, at man har styr på detaljerne. Teamets medlemmer må være nysgerrige og grundige på samme tid. Det giver solid forståelse af opgaven. Det springende punkt er, at al den viden og iderigdom, om opgavens detaljer, der derved opnås, bliver delt med hele gruppen.

Gruppen er nemlig klogere end individet

Mads henviser til et banebrydende studie fra Århus Universitet, der gør op med mange årtiers mere eller mindre uudtalte forforståelse; at kloge hoveder, genier, er bedre til at træffe beslutninger og gennemskue problemer, end vi mennesker er, når vi optræder i grupper.

Studiet, Optimally interacting minds, offentliggjort i magasinet Science i 2010, viser netop det; at gruppen er klogere end selv det skarpeste individ – under en bestemt forudsætning.

Studiets væsentligste pointe er, at lige adgang til viden er nøglen. Hvis en part i en gruppe har manglende information til rådighed, eller ligefrem er blevet misinformeret, ændrer billedet sig 180 grader. Ved uensartet eller ulige adgang til nødvendig information, for et givent teams medlemmer, performer det team væsentlig ringere, end skarpe hoveder gør på egen hånd.

Linket ovenfor henviser til selve artiklen i Science, som du med stor sandsynlighed kun kan læse et lille uddrag af, hvis du da ikke har et abonnement. Du kan læse et sammenkog af studiet her: https://videnskab.dk/kultur-samfund/gruppen-er-klogere-end-individet

Team ledelse; at inddrage og lytte er også at anerkende

Nu hvor vi føler, at vi har fået en god forståelse af de konkrete forudsætninger for at lykkes som team, spørger vi videre til selve ”symfonien”, som han var inde på i starten. Mads, der har 5 års uafbrudt erfaring med at udsætte teams for komplicerede samarbejdsøvelser, vel at mærke under videoovervågning, insisterer dog på at runde emnet anerkendelse én gang til, inden han besvarer det spørgsmål.

Det er, for ham, en vigtig og hyppig observation, at anerkendelse kan tage mange former. Det er ikke kun skulderklap eller direkte ros fra chefen, der kvalificerer som anerkendelse. At blive inviteret indenfor, bedt om at give sit besyv med, eller bare lyttet til, når man ’tænker højt’ – af såvel chef, som kollegaer – er i mindst samme grad en anerkendelse. Og ’at tænke højt’ er i sig selv en anerkendelse, af de andre i teamet, som man derved inviterer til at tænke med. Fælles glæde, latter, og andre former for ’fejring’ af delmål og succeser er også en anerkendelse, i det tilfælde af hele teamets indsats, og dermed også af den enkeltes, som en del af teamet.

Teamsymfonien i sig selv

Okay, på den baggrund så, hvis alt det ligesom er på plads, hvordan ser symfonien så ud? Her er vores sammenkog af Mads’ svar: Alle er til stede. Virkelig tilstede. Optaget af opgaverne undervejs og af at nå målet før deadline. Ingen kobler ud. Al kritik er konstruktiv – dvs. velment og anerkendende – og alle lytter, også mens de taler. Det kan lyde helt barokt, nærmest umuligt, men det er det, der sker. Bidder af information kan krydse et rum og lande i de rigtige ører, selv mens modtagerne taler indbyrdes med andre. Ethvert fremskridt fejres, alle bidrag – også de konstruktivt kritiske – anerkendes. Succes opnås løbende, glæden sprudler, teamet oplever sig kompetent i gensidig anerkendelse af alles indsats. Gruppen er i flow. Det er symfonien. ”Og det er virkelig opløftende at overvære,” tilføjer Mads, ”man bliver helt høj på deres vegne. Desværre sker det alt for sjældent”.

Med den lidt nedslående pointe hængende i luften, er det desværre ved at være tid til at sige farvel og tak for i dag. Mads skal videre til en aftale inde i byen. Vi sidder et øjeblik tavse, lidt utilfredse med hans sidste bemærkning. Vores kommunikationschef bryder dog tavsheden og får spurgt ind til det. Her, efterfølgende, har hun fortalt mig, at det pludselig slog hende i situationen, at Mads selvfølgelig fokuserer på udviklingspotentialet og dermed på udfordringerne. Så hun skynder sig at spørge, om det er konklusionen?

Nej, selvfølgelig ikke, svarer Mads prompte. Det er bare en observation. Det interessante er jo, at det kan læres. Det er ikke raketvidenskab – det kræver bare opmærksomhed og øvelse. Således beroliget bryder vi op og følger Mads ud. Stilfærdigt prøver vi endnu en gang at rekruttere ham til The Tribe. Han smiler smigret, men slår det hen. Det skal nok lykkes en dag.